Fra tre spørgsmål til en samtale: Henriks første interviewøvelse

Henrik kom til sit første hold i Aabenraa med et ark, der var fyldt fra top til bund. Femogtyve spørgsmål, skrevet pænt og i rækkefølge, og han var tydeligt stolt af det. Han arbejder til daglig i et lokalt byggefirma og ville lære at lave interviews, fordi han gerne ville fortælle andres historier i et foreningsprojekt.

Vi startede med et fiktivt scenarie: en kursist spillede en gæst, der havde drevet en lille biograf i mange år. Henrik skulle sidde i armstolen og føre samtalen i femten minutter. Jeg stod ved siden af kameraet og iagttog, mere end jeg greb ind.

Allerede efter tre minutter kunne man se mønsteret. Henrik stillede et spørgsmål, nikkede til svaret og gik straks videre til det næste punkt på arket. Gæsten svarede høfligt, men samtalen kom aldrig rigtigt i gang.

Da vi så optagelsen sammen, pegede jeg ikke på fejl. Jeg bad Henrik skrive ned, hvor han syntes, gæsten sagde noget, han gerne ville vide mere om. Han fandt fire steder på under to minutter, og i ingen af dem havde han fulgt op.

Det er en meget almindelig situation. Når man er nervøs, bliver listen et værn, og man lytter efter, om man er færdig med et punkt, i stedet for efter hvad der bliver sagt. Gæsten nævnte for eksempel, at biografen engang var tæt på at lukke efter en oversvømmelse. Henrik svarede blot: Godt, og hvad er din yndlingsfilm?

Det var ikke ondskab eller uopmærksomhed, men planlægning, der var blevet for stram. Spørgsmålsrækken skulle ikke afskaffes, den skulle bare have plads til at give efter.

• Listen blev læst op i stedet for brugt som støtte
• Svar blev bekræftet, men ikke fulgt op
• Gæstens egne overgange blev overhørt

Næste skridt var at skære listen ned. Henrik fik besked på at vælge fem spørgsmål, som han mente var de vigtigste, og ordne dem i tre grupper: begyndelse, midte og afslutning. Resten blev lagt til side, ikke smidt væk, men som reserve, hvis samtalen gik i stå.

Det var ubehageligt for ham. Han havde brugt flere aftener på arket, og nu skulle han vælge fra. Men da han først havde gjort det, sagde han selv, at overblikket var anderledes. Han kunne se hele samtalens bue på ét blik og behøvede ikke bladre.

Vi talte også om, hvordan det første spørgsmål skal være let at svare på. Det skaber tryghed hos gæsten og giver værten tid til at falde til, før de sværere emner kommer.

• Fem hovedspørgsmål i tre grupper
• Resten som reserve ved afbrud
• Et let åbningsspørgsmål, der giver gæsten fodfæste

Så kom den egentlige træning. Jeg bad Henrik lave samtalen igen, men denne gang med en regel: efter hvert svar skulle han vente to sekunder, før han sagde noget. Det lyder enkelt, men for mange er stilheden svær at holde ud.

I anden optagelse skete der noget. Da gæsten igen nævnte oversvømmelsen, standsede Henrik og spurgte: Hvad gjorde I den nat? Gæsten, som jo spillede en rolle med en opdigtet baggrund, begyndte at fortælle i detaljer, og samtalen fik en retning, som ingen af os havde planlagt.

Det er det, vi kalder at lytte med sin næste sætning. Man hører efter, hvad der er værd at stoppe ved, og lader gæstens ord bestemme, hvad der kommer nu. Spørgsmålslisten er stadig til stede, men i baggrunden.

I de følgende uger øvede Henrik sig i mindre scenarier med andre på holdet. Han skiftede mellem at være vært og gæst, og det hjalp ham at mærke, hvordan det er at sidde over for en person, der kun tæller spørgsmål. Som gæst fandt han selv ud af, hvor godt det føles at blive fulgt op på.

Han begyndte også at skrive små noter midt i samtalen, ikke hele sætninger, kun enkelte ord som oversvømmelse eller første film. De blev hans genveje til opfølgning, og han kunne vende tilbage til dem, hvis samtalen drev.

Til sidst havde han en arbejdsmåde, der passede til ham: en kort plan, en rolig åbning og tålmodighed med pauserne. Det var ikke blevet et færdigt håndværk, men et fundament, han kunne bygge videre på.

• Rolleskift mellem vært og gæst
• Stikordsnoter i stedet for hele spørgsmål
• En plan, der kan bøjes uden at knække

Henriks forløb er ikke usædvanligt. De fleste starter med for mange spørgsmål og for lidt tillid til, at samtalen bærer sig selv. Det, der ændrer sig, er ikke talent, men vane: at turde skære ned, at vente og at lade et svar få lov til at vokse.

Hvis du selv planlægger et interview, kan du prøve at spørge dig selv, hvilke tre ting du virkelig vil vide, og hvad du gør, hvis gæsten overrasker dig. Det er ofte nok til at give ro.

I vores kursusforløb øver vi netop dette i fiktive scenarier, hvor ingen skal stå til ansvar for en rigtig udsendelse. Det giver plads til at fejle, lytte efter og prøve igen, indtil rytmen sidder i kroppen.